onsdag 07. juni 2023 14:43

ITD vil have nye EU-regler for transport af dyr

International Transport Danmark (ITD) holdt sammen med branchen i dag debatmøde om dyretransporter i Europa-Parlamentet. Omdrejningspunktet var spørgsmålet om chaufførens ansvar, når det skal vurderes, om et dyr er rask nok til at blive transporteret.

EU-reglerne for dyretransporter skal revideres til efteråret, og derfor afholdt ITD sammen med Landbrug & Fødevarer, DTL og den irske erhvervsorganisation, ICOS, i dag debatmøde om reglerne.

 

Arrangementet løb af stablen i Europa-Parlamentet, hvor den danske parlamentariker Asger Christensen (V) og hans irske kollega Billy Kelleher fra partiet Fianna Fáil, som også er medlem af den liberale Renew gruppe i parlamentet, var værter. 

 

Det altoverskyggende tema for debatten var de nuværende regler for transport af dyr, som siger, at det er chaufførens ansvar at vurdere, om et dyr er egnet til transport, når det skal afhentes.

 

Men de regler er urimelige, og derfor er det en hovedprioritet at få ændret, når lovgivningen skal revideres til efteråret. Det mener Stefan K. Schou, der er administrerende direktør i International Transport Danmark (ITD).

 

-En chauffør har ingen chance for på ganske få sekunder at evaluere hvert enkelt enkelt dyrs transportegnethed, når han henter dem. Det er et ansvar, der skal ligge hos landmanden, der kender dyrene. Derfor er der et stort behov for, at vi får ændret i lovgivningen, siger Stefan K. Schou og tilføjer.

 

-Og vi sender et stærkt signal, når vi står sammen med landbruget i denne sag. Det håber jeg også gør indtryk hos Kommissionen.

 

Lydhørhed i Kommissionen

Og ifølge MEP Asger Christensen (V), som også talte til arrangementet, er der stor lydhørhed i kommissionen over for branchens ønsker til de kommende regler for dyretransporter.

 

-Jeg er meget enig i, at de her regler skal ændres, så chaufføren ikke står med et helt urimeligt ansvar, når et dyr skal hentes, og jeg oplever også, at Kommissionen lytter til argumenterne. For det har stor betydning, når branchen selv møder op og fremlægger deres ønsker, som de gjorde i dag, siger Asger Christensen. 

 

Efter planen vil Europa-Kommissionen præsentere deres bud på lovændringerne i slutningen af oktober. Og selvom der på papiret er flere måneder til, er det vigtigt, at der allerede nu kommer fokus på de emner, der fylder mest hos ITD.

 

-Den kommende EU-lovgivning på dette område er ekstrem vigtig for de af vores medlemmer, der kører dyretransporter. Derfor skal der arbejdes benhård på at få de rigtige formuleringer ind i Kommissionens udkast inden forslaget fremsættes, siger Stefan K. Schou og fortsætter:

 

-Både embedsmændene i Kommissionen og politikerne i Europa-Parlamentet skal kende vores virkelighed, og derfor er et arrangement som i dag meget vigtigt for branchen.

 

SENESTE ITD NYT
tirsdag 16. april 2024

Kørselsforbud i maj 2024

Flere europæiske lande har dage med kørselsforbud i maj 2024. Du kan finde oversigten på ITD’s hjemmeside.

Kørselsforbud i maj 2024 >
tirsdag 16. april 2024

To virksomheder vinder transportpris

På International Transport Danmarks generalforsamling i lørdags blev FDE Fondens Initiativpris 2024 uddelt. Prismodtagerne blev hhv. transportvirksomheden Brdr. Færch Distribution ApS og projektet Unge på toppen, der begge gør en særlig indsats for at rekruttere unge mennesker til transportbranchen.

To virksomheder vinder transportpris >
mandag 15. april 2024

Fint med nye grønne penge, men nej til mere bureaukrati

Regeringen varslede sidste år, at den hæver dieselafgiften med 50 øre pr. liter diesel. I dag præsenterede regeringen så sin model for, hvordan dieselafgiften skal fungere, herunder 750 mio. kr. til omstilling af den tunge transport frem mod 2030. International Transport Danmark (ITD) kvitterer for dele af udspillet, men er samtidig skeptisk over for udsigten til mere administration og bureaukrati for vognmændene.

Fint med nye grønne penge, men nej til mere bureaukrati >