torsdag 18. august 2022 15:28

Positivt at minister går i rette med EU om 8 ugers regel

Transportministeren er gået imod EU-Kommissionen og vil ikke vil sende både trailere og sættevogne retur til hjemlandet hver ottende uge. Det er positivt, at ministeren lytter til branchen og går imod Kommissionens fortolkning af 8 ugers reglen. For når EU-regler bliver meningsløse og direkte skadeligt for erhvervet, skal Danmark sige stop, lyder det fra ITD.

En tudetosset regel, som vil være skadelig for hele erhvervet, klimaet og trængslen på vejene.

 

Nogenlunde sådan kan man opsummere ITD og branchens reaktion på Europa-Kommissionens udmelding om, at både sættevogne og trailere skal køre tilbage hjemlandet hver ottende uge.

 

ITD og de øvrige transportorganisationers opråb til ministeren kom umiddelbart før sommerferien, og der blev heldigvis lyttet.

 

For allerede få dage efter branchens henvendelse sendte ministeren et brev til Kommissionen med kritik af Kommissionens fortolkning. Og nu meldes holdningen også klart ud i et svar fra transportminister Trine Bramsen til branchen.

 

Her skriver ministeren, at man fra dansk side ikke forventer at følge Kommissionens fortolkning om at sende både trailere og sættevogne hjem hver ottende uge, og det vækker glæde hos ITD.

 

-Ministeren har lyttet til branchen og sagt fra over for EU i forhold til kravet om at sende både trailere og sættevogne hjem. Det er vi glade for, for reglen skaber kun mere bureaukrati og hvis der er noget, der er nok af i branchen, så er det unødigt papirarbejde, siger John Skovrup, bestyrelsesformand i ITD og fortsætter.

 

-Det er ingen hemmelighed, at der er delte meninger om 8 ugers reglen i forhold til at sende trækkeren hjem, og det skal der også være plads til. Men når vi taler trailere og sættevogne giver det ingen mening. Vi mangler materiel og skal du pludselig tage en trailer ud af produktionen, vil det være direkte skadelige for effektiviteten i transporterhvervet, siger John Skovrup.

 

Sagen viser ifølge bestyrelsesformanden, at det kan betale sig at stå sammen i branchen og råbe vagt i gevær, når der lægges op til at gennemføre tiltag, der ikke giver mening, og som heller ikke ser ud til at være hjemlet nogle steder.

 

-Vi kan ikke læse nogle steder i lovkomplekset omkring Vejpakken, at trailere og sættevogne også skal omfattes af return to home-reglen. Meldingen kom derfor fuldstændig ud af det blå. Men det er godt, at der nu er sat en stopper for at føre den praksis ud i livet, siger John Skovrup.

 

Hvordan Kommissionen vil reagere på Danmarks melding om otteugers reglen vides ikke. Men bestyrelsesformanden forventer bestemt, at Danmark står fast i sin holdning over for EU.

SENESTE ITD NYT
tirsdag 16. april 2024

Kørselsforbud i maj 2024

Flere europæiske lande har dage med kørselsforbud i maj 2024. Du kan finde oversigten på ITD’s hjemmeside.

Kørselsforbud i maj 2024 >
tirsdag 16. april 2024

To virksomheder vinder transportpris

På International Transport Danmarks generalforsamling i lørdags blev FDE Fondens Initiativpris 2024 uddelt. Prismodtagerne blev hhv. transportvirksomheden Brdr. Færch Distribution ApS og projektet Unge på toppen, der begge gør en særlig indsats for at rekruttere unge mennesker til transportbranchen.

To virksomheder vinder transportpris >
mandag 15. april 2024

Fint med nye grønne penge, men nej til mere bureaukrati

Regeringen varslede sidste år, at den hæver dieselafgiften med 50 øre pr. liter diesel. I dag præsenterede regeringen så sin model for, hvordan dieselafgiften skal fungere, herunder 750 mio. kr. til omstilling af den tunge transport frem mod 2030. International Transport Danmark (ITD) kvitterer for dele af udspillet, men er samtidig skeptisk over for udsigten til mere administration og bureaukrati for vognmændene.

Fint med nye grønne penge, men nej til mere bureaukrati >