tirsdag 09. oktober 2018 15:54

ITD støtter initiativerne i regeringens nye luft- og klimaudspil

Regeringen har tirsdag den 9. oktober 2018 fremsat et nyt luft- og klimaudspil, der skal reducere udledningen fra den ikke-kvotebelagte sektor, herunder transportsektoren. ITD deler regeringens grønne ambitioner for branchen og bakker overordnet op om klima- og miljøinitiativerne for den tunge vejgodstransport.

Danmark skal frem mod 2030 reducere udledningen af drivhusgasser fra biler, boliger og bønder med 39 procent. Derfor har regeringen netop udstukket linjerne for, hvordan Danmark skal nå i mål med at opfylde sine internationale klimaforpligtigelser. Udspillet fra regeringen består af 38 forskellige konkrete initiativer, som især har fokus på transportsektoren. For de områder, der berører den tunge vejgodstransport, er ITD især tilfreds med, at regeringens grønne tiltag bliver rodfæstet i det europæiske samarbejde, så der sikres en fair og lige konkurrence på markedet for transport.  

- Vi er principielt altid positivt indstillet over for initiativer, som leverer klimaforbedringer og samtidig kan fastholde vores medlemmers konkurrenceevne. For os er det helt afgørende, at branchens klimaudfordringer løses under hensyn til, at erhvervet opererer under hård konkurrence. Derfor er vi også fortalere for fælles europæiske løsninger frem for nationale særregler, der kan ramme de danske transport- og logistikvirksomheder uhensigtsmæssigt, siger Lasse Kristoffersen, politisk konsulent i ITD.

Den tunge vejgodstransport og transportvirksomhederne har selv en stor interesse i at bidrage positivt til den grønne omstilling. Det gælder ikke mindst, når det handler om brændstofforbrug, som er en væsentlig udgiftspost for virksomhederne.

- Vores virksomheder gør allerede i dag meget for at reducere brændstofforbruget og mindske udledningerne. De arbejder blandt andet med optimeret kørsel, brug af nye teknologier og forbedret sammenspil mellem de forskellige transportformer. Derfor er det også vigtigt, at den lovgivning, der kommer, understøtter den gode udvikling og udstikker nogle realistiske rammer, så virksomhederne kan levere de klimaresultater, som de rigtig gerne vil, siger Lasse Kristoffersen.

Udspillet indeholder desuden en række andre tiltag, der skal gavne klima og miljø. Det drejer sig blandt andet om klimavenlig asfalt, skærpede miljøzonekrav, øget kontrol med miljøsnyd og lignende. Herudover bliver varebilerne også inddraget, så man sikrer en bredere indsats på tværs af transportformerne.

Læs hele regeringens luft- og klimaudspil her: https://efkm.dk/media/12350/klimaministeriet_klimaogluftudspil_digital.pdf 

SENESTE ITD NYT
tirsdag 16. april 2024

Kørselsforbud i maj 2024

Flere europæiske lande har dage med kørselsforbud i maj 2024. Du kan finde oversigten på ITD’s hjemmeside.

Kørselsforbud i maj 2024 >
tirsdag 16. april 2024

To virksomheder vinder transportpris

På International Transport Danmarks generalforsamling i lørdags blev FDE Fondens Initiativpris 2024 uddelt. Prismodtagerne blev hhv. transportvirksomheden Brdr. Færch Distribution ApS og projektet Unge på toppen, der begge gør en særlig indsats for at rekruttere unge mennesker til transportbranchen.

To virksomheder vinder transportpris >
mandag 15. april 2024

Fint med nye grønne penge, men nej til mere bureaukrati

Regeringen varslede sidste år, at den hæver dieselafgiften med 50 øre pr. liter diesel. I dag præsenterede regeringen så sin model for, hvordan dieselafgiften skal fungere, herunder 750 mio. kr. til omstilling af den tunge transport frem mod 2030. International Transport Danmark (ITD) kvitterer for dele af udspillet, men er samtidig skeptisk over for udsigten til mere administration og bureaukrati for vognmændene.

Fint med nye grønne penge, men nej til mere bureaukrati >