torsdag 04. april 2019 14:06

Europa-Parlamentet har givet grønt lys til videre vejpakkeforhandlinger

I dag har Europa-Parlamentarikerne stemt om de tre rapporter, der omhandler udstationering, cabotage samt køre- og hviletid i Vejpakken, og nu er der endelig et mandat på alle tre forslag. Det er et meget vigtigt skridt i at ende på en fælles position på Vejpakken efter EU’s transportministre allerede i december 2018 fandt et kompromis. Der er nu taget et yderligere stort skridt mod nye fælles regler for den europæiske vejgodstransportsektor.

Snart kan EU-institutionerne gå ind i næste fase med trilog-forhandlinger om Vejpakken. Det står fast efter dagens afstemning i Europa-Parlamentet. For efter længere tids uvished og uenighed om proceduren, har MEP’erne endelig stemt Vejpakkens tre mest følsomme dele igennem. Et flertal i plenarforsamlingen blev enige om en række ændringsforslag, som nu danner fundamentet for Europa-Parlamentets kommende forhandlinger med Rådet og Kommissionen om Vejpakken.


- Det er glædeligt, at vi nu er kommet dertil, at også Europa-Parlamentarikerne har taget ansvar og fået vedtaget deres mandater på store dele af Vejpakkens første del. Dagens resultat er ikke det endelige, men vi står stærkere i forhold til at nå i mål med en endelig Vejpakke, der vil få afgørende betydning for alle europæiske transportvirksomheder. Når trilog-forhandlingerne går i gang må der udvises ekstra stor omhu for at sikre, at de regler, der endeligt vedtages rent faktisk kan håndhæves og kontrolleres effektivt. Ellers står ingen bedre stillet med en ny Vejpakke end i dag, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.

 

ITD er nu ved at læse afstemningen nøje igennem for at være helt sikre på, hvilke beslutninger Europa-Parlamentarikerne tog i dag.

 

Efter første gennemlæsning ser det ud til, at parlamentarikerne er enige om, at transit og rene bilaterale transporter undtages udstationeringsdirektivets regler. Deres definition er dog anderledes end Rådets. På køre- og hviletid indstiller de, at der køres med en 2 ugers referenceperiode, og de er enige med Rådet i at fastholde forbuddet mod 45 timers hvilet i førerhuset. På cabotage indstiller parlamentarikerne, at man kan køre tre dages ubegrænset cabotagekørsel i en given medlemsstat, hvorefter man skal tilbage til registreringslandet for en 60 timers karensperiode, før man kan køre med lastbilen internationalt igen.

 

- I ITD er vi glade for, at dagens afstemning endelig blev gennemført. Herved undgår vi, at års arbejde går til spilde. Det er en blandet pose, som MEP’erne i dag har stemt igennem, og det bliver interessant at se, hvordan institutionerne vil forhandle, og hvilke kompromiser der endeligt bliver opnået i Vejpakken, som vil danne de juridiske rammer for erhvervet i de kommende år, siger ITD’s erhvervspolitiske konsulent i Bruxelles, Emma Hadrovic.

SENESTE ITD NYT
onsdag 27. marts 2024

En hilsen til medlemmerne fra formandens førerhus

Velkommen til nyhedsbrevet ”Nyt fra formandens førerhus”, som ITD’s bestyrelsesformand, John A. Skovrup, med mellemrum sender ud til medlemmerne.

En hilsen til medlemmerne fra formandens førerhus >
tirsdag 26. marts 2024

Færdselsstyrelsen skærper krav til dokumentation ved lejede eller leasede køretøjer

Færdselsstyrelsen har netop udsendt en vejledning om udlejningskøretøjer. Af den fremgår det, at der ved benyttelse af lejede eller leasede køretøjer skal medbringes visse dokumenter under kørslen.

Færdselsstyrelsen skærper krav til dokumentation ved lejede eller leasede køretøjer >
tirsdag 19. marts 2024

Gratis webinar om registrering af arbejdstid

Fra og med den 1. juli 2024 skal arbejdsgivere registrere medarbejdernes daglige arbejdstid. Derfor tilbyder ITD HjulmandKaptain lige nu et gratis webinar, så du hjemme fra kontoret kan blive klogere på de nye regler, hvordan du lever op til dem samt hvilke medarbejdere, der omfattes af reglerne.

Gratis webinar om registrering af arbejdstid >